05-01-2015

Kanelkage med karamelglasur og smørcreme

For en lille måned siden serverede vi denne virkelig lækre kage i cafeen! Vi kommer helt sikkert til at bage den snart igen, men i mellemtiden vil vi gerne dele opskriften.

 

Denne opskrift rækker til 14-16 personer. Kagen holder sig fint en 3-4 dage, omend karamellen på sidstedagen bliver en smule absorberet af kagebunden - hvilken dog ikke gør den ringere. I vil opleve, at karamellen efterhånden karameliserer kagens kanter på meget lækker vis. Altså en kage, der ændrer karakter som dagene går, hvis man altså kan lade den stå...;)

 

TIL KAGEBUNDENE

120 g smør

400 g sukker

5 dl kærnemælk

400 g hvedemel

4 tsk. stødt kanel

2 tsk. natron

 

TIL SMØRCRMEN

200 g blødt smør - og vælg for koens og din egen skyld økologisk, smag og farve bliver bare bedre!

200 g flormelis

 

TIL KARAMELGLASUREN

150 g brun farin

1 1/2 dl piskefløde

 

OG SÅLEDES GØR DU:

KAGEBUNDENE

- Smelt smørret - pisk det med sukker - rør kærnemælk i.

- Bland hvedemel med kanel og natron - rør det i dejen - rør til dejen er ensartet.

- Hæld dejen i en smurt springform ca. 24 cm i diameter.

- Bag kagen ved 200 g i ca. 40 min. Vær klar med en strikkepind, når der ikke længere sidder dej på, når du hiver pinden op, så er kagen klar.

(OBS! Vores ovn bager hårdt ved varmluft, derfor bager vi ved lidt lavere temperaturer, og hvis kagen ser ud til at blive for mørk uden at være bagt tilstrækkeligt indeni, så dækker vi den over med staniol.)

- Afkøl kagen - skær den over i to - brug en god brødsav.

SMØRCREME

- Pisk smørret blødt - tilsæt flormelis - rør ensartet.

- Læg kagen sammen med smørcremen.

KARAMELGLASUR

- Brun farin og fløde koges ved jævn varme i ca. 10 min.

 

 

Afkøl karamellen en smule, inden den hældes over kagen. Hvis glasuren er blevet lidt for tynd (ikke kogt nok ind), så vil den komme til at rende ret så meget. Men fortvivl ikke! Før elegant karamellen på plads igen op ad kagens sider med eksempelvis en bred kniv, for synests skyld kunne kagen så lige blive flyttet over på et rent fad også:)

 

BON APPETIT!