12-02-2015

Andeconfit

På vores juleplatte i december var én af kødvarianterne andeconfit.

At confitere en and er en fransk konserverings- og tilberedningsmetode, som primært bruges til and og gås. I Frankrig købes "confit de canard" på dåse i almindelige supermarkeder enten med hvide bønner i form af en cassoulet eller med kartoffelskiver. Det kan også findes i Danmark, men mad fra dåse er meget mere udbredt i Frankrig end her hos os, hvis man altså ser bort fra makrel i tomat;) 

En andeconfit er en nem og meget delikat måde at tilberede sin and på og henkoges glasset efterfølgende kan den holde sig meget meget meget længe!! 

Andeconfit er nemt, hvis man køber sig til andelår. Det gjorde vi ikke... Vi købte meget flotte økologiske ænder hos Gothenborg, ænder, der bliver slagtet på gården! - og så udbenede vi dem! Her er det altså nødvendigt med en meget skarp kniv, for ikke at miste for meget lækkert - og dyrt (!) kød.

 

NOK SNAK, LAD OS KOMME I GANG!

INGREDIENSER

En and

6 laurbærblade

2 store kviste timian

100 g salt

1 spsk stødt peber

ekstra fedt (jeg kunne ikke opdrive økologisk andefedt, faktisk heller ikke sådan lige økologisk svinefedt, så jeg brugte en smagsneutral planteolie i stedet. Det fungerer fint, men fedtet stivner bare ikke, når det køles ned efterfølgende)

 

NU SKAL DU GØRE FØLGENDE:

1: Udben anden:– lad lår- og vingeben blive tilbage. Del kødet i 2 vinge- og bryststykker og 2 lårstykker.

(Som novice fulgte jeg en film på youtube. Men efter 6 udbenede ænder og adskillige gentagelser af filmen, tror jeg aldrig, jeg glemmer, hvordan man gør. Kom faktisk til at udbene vores kylling, der egentlig bare skulle parteres en aften – kniven bestemte selvCool)

2: Bland kryddersaltet: stød laubærblade, pil bladene af timianen og bland begge dele med peber.

3: Gnid andekødet grundigt ind i kryddersaltet, læg stykkerne i et dybt fad og drys resten af saltet over. Tryk stykkerne godt ned. Dæk til og lad trække koldt i et døgn.

4: Næste dag: Tag andekødet op og skrab grundigt saltet af. (Jeg skyllede altså også til sidst, da en skraben og børsten ved første forsøg altså alligevel gav et for salt resultat)

5: Smelt fedtet/olien og læg andekødet ned i. Lad koge ved svag varme i 2 timer. Når andeskindet bliver mørkt gyldent og kødet næsten falder fra hinanden, slukkes for varmen.

6: Tag andekødet op og læg det i helt (!) rene glas. Hæld fedtet gennem en si og ned over andekødet. Lad det køle af.

7: Næste dag hældes lidt smeltet fedt eller olie over indholdet for at beskytte mod luft. 

Voila! Nu kan man vælge at varme kødet i ovnen eller stege det på en pande – bon appetit!